Vestas får stor italiensk ordre

Vindmøllekoncernen Vestas skal levere 36 vindmøller til det italienske marked. Anlægget skal ligge på Sardinien.

Vindmøllekoncernen Vestas fra Randers skal levere strøm til italienerne.

Den danske producent skal levere V80-vindmøller til en værdi af 565 millioner kroner. Samlet skal Vestas lave 36 vindmøller til et anlæg på Sardinien ved støvlelandets vestkyst.

Kontrakten omfatter leveringen af møllerne, overvågningssystem, transport, installation, idriftsættelse, elektrisk- og anlægsmæssig infrastruktur samt en drifts- og vedligeholdelsesaftale.

Vindmøllerne vil blive sat op næste år.

- Med denne tredje store ordre på V80-vindmøller til Italien i 2004 fortsætter Vestas sin position som markedsleder på det italienske marked, siger koncernchef i Vestas Svend Sigaard. /ritzau/