Vestas får samba-ordre
Vestas har igen modtaget en ordre fra Brasilien. Dermed er vindmøllegiganten ind på et potentielt kæmpemarked.
Måske danser de samba i disse dage på Vestas kontorer.
I hvert fald har firmaet for anden gang modtaget en ordre fra Brasilien. Denne gang på 92 møller. I forhold til det store billede er det en lille ordre, men ifølge analytikere kan det blive starten på noget stort.
Det gør de især fordi, præsident Lula er en varm fortaler for vedvarende energi som en måde at få dækket landets stigende energibehov.
- Da Lula var på besøg i Danmark sidste år sammen med nogle store virksomheder, var han meget opmærksom på det her. Man skal også huske, at Brasilien var nogle af de første til at benytte bioetanol. Så det med at tænke i nye energiformer, er ikke særlig fjernt for dem, siger Peter Wenzel Kruse, IR-chef for Vestas, til nyhedsbureauet Direkt.