Vestas eksporterer ordblindesucces til USA

Vestas med hovedsæde i Randers har succes med et ordblindeprojekt, hvor timelønnede har været på ordblindekursus.

I alt har 310 ansatte - otte procent af de timelønnede - været på ordblindekursus og fået en såkaldt it-rygsæk.

Nu vil Vestas indføre ordblindeprojektet på Vestas' fem fabrikker i Colorado i USA, skriver Nyhedsbrevet 3F.

- Vi har lavet en it-rygsæk med oversatte programmer, der kan bruges i USA. Nu skal vi finde ud af, hvordan vi får det startet bedst muligt, oplyser koncernpersonaledirektør Roald Steen Jakobsen.

Tillidsrepræsentant for 3F'erne, 69årige Kaj Andersen er ildsjælen i projektet. Han drager nu sammen med en it-specialist til USA og finder ud af, hvordan ordblindeprojektet kan etableres.

- Jeg er stolt af projektet. Det er rigtig stort. Jeg glæder mig helt vildt til at gå i gang med arbejdet, siger Kaj Andersen til Nyhedsbrevet 3F.

<i>Kilde: Nyhedsbrevet 3F</i>