Vestas: Derfor går det fremad
I gang med at vende modvind til medvind
Kvartal efter kvartal har vindmøllegiganten Vestas med hovedsæde i Aarhus leveret underskud og skuffet markedet. Men nu er der positive signaler fra den pressede kæmpe.
Et underskud på 1,1 milliarder kroner i årets første måneder er bestemt ikke noget at være stolt af.
Dog kan Vestas glæde sig over, at pengestrømmene i første kvartal var negative med knap 450 millioner kroner, hvilket er en klar forbedring fra negative pengestrømme på 2,2 milliarder kroner i samme periode sidste år.
- Det er alfa og omega for Vestas lige nu, at de leverer på pengestrømmene. Og det gør de meget positivt i første kvartal 2013. Det ser ud til, at Vestas har fået bedre styr på sit setup omkring sin produktion og har nedbragt sit varelager. Og derfor ser det ud til, at den forbedring af pengestrømmene er mere end en midlertidig udvikling for Vestas. Det er meget positivt, siger Michael Friis Jørgensen, senioranalytiker ved Alm. Brand Markets.
Har fyret hver fjerde medarbejder
En væsentlig faktor er også, at Vestas har nedbragt sine investeringer fra et historisk niveau omkring 5,5 milliarder kroner årligt til forventede 1,1 milliarder kroner i år.
I løbet af de seneste to år har Vestas fyret hver fjerde medarbejder - knap 5.000 i alt - og selskabet er i gang med en omfattende nedbarbering af produktionsapparatet og frasalg af fabrikskapacitet.
Det er alt sammen tiltag, der skal gøre Vestas i stand til at overleve på længere sigt på det pressede vindmarked. Her har den økonomiske krise stækket grøn investeringslyst og mindsket efterspørgslen på energi til stor skade for vindkæmpen.
Regnskabet for de første tre måneder viser da også, at Vestas har lang vej til målet, om end selskabet er i bedring.