Vestas-bosser klar med ny fond
Tidligere chefer vil investere i vindmøller
En håndfuld tidligere ledere hos vindmøllekoncernen Vestas er gået sammen om at opstarte en ny fond for investeringer i vindmøller. I gruppen sidder blandt andre tidligere finansdirektør Henrik Nørremark, der lige nu slås med sin gamle arbejdsplads om sin fratrædelsesgodtgørelse og en anmeldelse til Bagmandspolitiet om 144 millioner kroner, der tilsyneladende er forsvundet i forbindelse med et indisk projekt.
Den nye vindfond har desuden den tidligere Vestas-topchef Johannes Poulsen ombord, og han mener selv, at det er i fagets interesse, at han deltager i arbejdet. Det skriver Børsen.
- Kommer de i gang, stiller jeg mig til rådighed, for at det kan komme til at foregå ordentligt, siger Johannes Poulsen til avisen.
Fonden skal angiveligt finde 3,5 mia. kroner til investeringerne i vindmøller, og pengene skal komme fra rige fonde og institutionelle investorer.
Foruden Nørremark og Poulsen er også tidligere regnskabschef Jan Pilgaaard, tidligere chef i government relations Henrik Breum, tidligere chef for investor relations Peter W. Kruse og tidligere chef for kontrakter Jørgen Peter Nielsen med i den nye fond.