Vestas-aktier styrtbløder

Aktien er nede med 17 procent efter underskud

Der er dårligt nyt for Vestas-aktionærerne onsdag middag.  Aktien er nede med næsten 17 procent, efter at selskabet i årets tredje kvartal har haft et underskud før skat på 158 millioner euro, svarende til cirka 1,2 milliarder kroner. 

Allerede da markedet åbnede tidligere onsdag, oplevede aktien et stort fald - og siden er det kun gået én vej.  Udviklingen kommer efter, at vindmøllegiganten onsdag morgen offentliggjorde et regnskab med dyster læsning for både investorer og medarbejdere.

Vestas meldte ud om yderligere nedskæringer, så man regner med at skære 3000 stillinger mere væk inden udgangen af 2013.  De store nedskæringer i medarbejdertallet skal nedbringe omkostningerne i Vestas med yderligere cirka 1,1 milliarder kroner.

Samlet vil man fra udgangen af 2011 til udgangen af 2013 have bragt omkostningerne ned med omkring tre milliarder kroner.  Omsætningen nåede i tredje kvartal op på knap to milliarder euro, svarende til cirka 15 milliarder kroner.  For årets første ni måneder nåede omsætningen op på cirka 35 milliarder kroner mod omkring 28 milliarder kroner i samme periode 2011.

Vestas fastholder sin forventning til hele året for indtjeningsgrad og en omsætning på mellem 6,5 og otte milliarder euro.

Særlige poster trækker dog negativt ned i regnskabet. De ventes nu at nå op på 1,7 til 1,9 milliarder kroner mod tidligere mellem 600 og 900 millioner kroner.  Det skyldes nedskrivninger på udviklingsprojekter, lukning af forsknings- og udviklingscentre samt nedtrapning af aktiviteter i Indien.