Vestager godkender statens salg af Vestjysk Bank

EU nikker ja til statens salg af Vestjysk Bank, der har afdelinger i Østjylland

Foto: Aurore Belot, Scanpix / Morten Stricker, Scanpix

Staten har fået grønt lys fra EU-Kommissionen til at sælge sine aktier i Vestjysk Bank med milliardtab til følge.

Det oplyser kommissionen i en pressemeddelelse.

Det er den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, der har nikket til, at aftalen følger EU's regler.

Staten sælger de 81 procent den ejer af aktierne i banken, der har afdelinger i Østjylland, til en investorgruppe med Nykredit og Maj Invest i spidsen.

Salget vil betyde et tab for staten på 1,4 milliarder kroner.

Med godkendelsen af salget har kommissionen blåstemplet den statsstøtte, som Vestjysk Bank modtog oven på finanskrisen, da banken var i krise.

EU-godkendelsen kommer dog med en række krav. Den vil blandt andet begrænse bankens muligheder for at vokse. 

Læs også Vestjysk Bank koster staten

Ifølge Ritzau Finans får banken et loft over udlån til forskellige brancher. Eksempelvis må landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri maksimalt udgøre 20 procent af de samlede udlån.

Det passer cirka med niveauet sidste år. Udlån til landbruget var et af de områder, der var med til at bringe banken i problemer.

Vilkårene gælder indtil udgangen af 2019. De kan dog træde ud af kraft et år før tid, hvis banken opnår en egenkapitalforrentning på 7-11 procent næste år.

Investorgruppen består af Nykredit, Maj Invest, Arbejdernes Landsbank, AP Pension, Novo A/S, C.L. Davids Fond og Samling, ISP Pension og Vestjylland Forsikring.

Ved aftalen om købet af statens aktier betingede gruppen sig, at EU godkendte handlen samt blåstemplede den statsstøtte, som banken havde modtaget.

Ellers ville tilbuddet blive trukket tilbage.

Ejerne af de sidste 19 procent af aktierne i banken er blevet tilbudt at sælge deres aktier til samme pris som staten: En krone per aktie.