Verdensnyhed: Robotten Robert genoptræner ældre

Robotten Robert hjælper med genoptræningen af ældre – så de hurtigere kommer tilbage til hverdagen

02:00

VIDEO: Robotten Robert er verdens første genoptræningsrobot. Den testes lige nu på Vikærgård i Aarhus.

Robotten Robert er både en ny medarbejder på genoptræningscenter i Aarhus – men den er også en verdensnyhed.

Både personalet og patienterne er glade for ham. Takket være ham kommer patienterne hurtigere op af sengen og tilbage til hverdagen - og personalet slipper for tungt, monotont arbejde.

Det er godt at få musklerne i gang på den her måde

Elonora Margrethe Grymer, patient

En af patienterne, der er blevet behandlet af Robert, er 96-årige Elonora Margrethe Grymer var så uheldig at falde og blev delvist lammet.

- I øjeblikket kan jeg ikke klare mig selv, fortæller hun.

Robotten bevæger sig med monotone, fine bevægelser, og får på den måde gang i musklerne hos patienten. 

Derfor er hun kommet i genoptræning, og som en af de første i verden får hun mekanisk hjælp fra Robotten Robert på Vikærgården i Aarhus.

- Det er behageligt, og jeg føler, at jeg får strakt mine muskler og får rørt de der sener, som jeg ikke selv kan få i gang, siger Elonora Margrethe Grymer.

Den kan medvirke til et accelereret forløb, så man kommer hurtigere tilbage til sit tidligere funktionsniveau

Mattine Black, fysioterapeut

Robotten testes på Vikærgården i Aarhus, Danmarks eneste center for test og evaluering velfærdsteknologi til sengeliggende og dårligt gående patienter.

- Den kan medvirke til et accelereret forløb, så man kommer hurtigere tilbage til sit tidligere funktionsniveau. Det, der er rigtig smart her, det er jo, man kan sætte sig ned og dokumentere samtidigt med, siger Mettine Black, der er fysioterapeut på Vikærgården.

-Den er på ingen måder voldelig, så man føler at nu kommer der noget grimt, siger 96-årige Elonora Margrethe Grymer, mens robotten bevæger hendes ben. 

For Elonora Margrethe Grymer har mødet med den mest moderne teknologi givet hende håbet tilbage.

- Det er godt at få musklerne i gang på den her måde. Så jeg kan bruge rollatoren, jeg skal jo ikke til bal eller noget, siger Elonora Margrethe Grymer.

Konens ide

Kvinden, der fik ideen til robotten, er sygeplejerske på et hospital i Aalborg. En dag gav hun ideen til sin mand, der i forvejen arbejdede med at udvikle robotter.

- Hun sagde, om ikke jeg kunne opfinde en robot, der kunne hjælpe hende og hendes kollegaer med at lave genoptræning, siger Lasse Thomsen. 

Det har taget fire år at udvikle robotten og få den klar til markedet.

- Nu er vi klar til at genoptræne folk ikke bare i Danmark, men forhåbentlig i hele verdenen, siger Lasse Thomsen.

02:18

Opfinderen af robotten Robert, Lasse Thomsen, fik ideen fra sin kone. Hør ham fortælle mere om robotten i klippet her.

Luk video