Verdensmestre indstiller karrieren
Babyen kunne ikke kombineres med dans på højeste niveau: Danserne Kristina og Peter Stokkebroe siger i aften farvel til elitedans efter tyve år.
Efter tyve år på dansegulvet og fem verdensmesterskaber takker det århusianske dansepar Peter og Kristina Stokkebroe torsdag aften af, skriver Århus Stiftstidende. Det sker med et stort show i det legendariske London-etablissement Royal Albert Hall.
Peter og Kristina Stokkebroe har i årevis tilhørt den absolutte elite inden for latindans. De har vundet både verdensmesterskabet, europamesterskabet samt den mest prestigefyldte danseturnering i verden, British Open.
I november 2009 fik parret så deres første barn og parret er nået frem til den konklusion, at det er for vanskeligt at kombinere livet som forældre med 200 rejsedage om året.
Peter og Kristina Stokkebroe vil dog også fremover beskæftige sig med dans som trænere af topdansere og med optrædender i danseshows.