Verdenskendt DJ til Smukfest
Tiësto skal spille Bøgeskoven op i 2015
Der bliver uden tvivl dans under bøgetræerne til næste sommer. En af verdens mest populære DJ's er her på årets næstsidste dag blevet tilføjet til de navne, der spiller på Smukfest 2015.
Tiësto er en af den moderne dansemusiks største navne og stilskabere. Han startede i 80'erne med at spille på klubberne rundt omkring i Holland og opnåede hen af vejen residence-jobs på nogle af landets bedste steder. I 2001 kom det første soloalbum, og siden har Tiësto været et globalt fænomen, der har trukket rekordstore publikumsmængder til sine koncerter.
- Det bliver et brag af en fest, det giver sig selv, når sådan en herre arriverer. Det er altid det muliges kunst at lave sådan et musikprogram. Men i år lykkes rigtig meget, og vi kan allerede nu love publikum en heftigt omgang på dj-fronten, siger formand for Smukfest Claus Visbye til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Skanderborg Festival finder sted 5.-9. august 2015, og man må vente med at få at vide hvilken dag den hollandske DJ-stjerne spiller.
OFFENTLIGGJORTE NAVNE PÅ SMUKFEST 2015
Lenny Kravitz
Tiësto, Suspekt
Kim Larsen
Go Go Berlin
Mø, Christopher
Medina
L.O.C.
Jonny Hefty & Jøden
Who Made Who
Folkeklubben
Burhan G.
Marvelous Mosel
Hej Matematik
Joey Moe
L.I.G.A.
Djämes Braun
Dirty Loops