Verdens mindste pacemaker
Pacemaker på størrelse med en vitaminpille
Aarhus Universitetshospital er begyndt at bruge verdens mindste pacemaker, som kan sættes direkte ind i hjertet via en blodåre i lysken.
- Det er imponerende, at man kan have elektronik, batteri og elektrode i en enhed, der er så lille, at den kan sættes ind i hjertet gennem et lille snit i en blodåre i lysken, siger overlæge Christian Gerdes fra Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Der er fordele og ulemper, men vi vurderer, at minipacemakeren for nogle patienter vil være et godt alternativ til den almindelige pacemaker til behandling af langsom hjerterytme; for nogle vil den måske endda være bedre.
Indtil videre har fem patienter på Aarhus Universitetshospital fået indsat den lille pacemaker, mens 600 har fået det på verdensplan.
Christian Gerdes har været i USA for at træne indsættelsen af minipacemakeren på grise og hjertemodeller.
I Norden bliver verdens mindste pacemaker udover på Aarhus Universitetshospital også benyttet på et hospital i Uppsala i Sverige.
Ingen ledning i en blodåre
Ifølge Aarhus Universitetshospital er fordelene ved pacemakeren:
- Fordelene ved minipacemakeren er dels, at det ikke er nødvendigt at operere den ind under huden på brystet, og dels at der ikke skal ligge en ledning i en blodåre fra pacemakeren til en elektrode i hjertet. En almindelig pacemaker kan genere under huden. Der kan opstå infektion ved pacemakeren, og blodåren med ledningen kan lukke til.
- På grund af den mindre størrelse, er minipacemakeren ikke så stort et fremmedlegeme i kroppen som en almindelig pacemaker, men det vides endnu ikke, om det vil have nogen effekt på eksempelvis risikoen for infektioner.