Verdens første vindkommune
Får en fjerdedel af energien fra vindmøller
Aarhus Kommune får efterhånden leveret mere og mere strøm fra roterende møllevinger.
Kommunen har gennem de seneste år satset hårdt på vindenergi, og har nu nået sit mål om at blive verdens første 'Windmade'-kommune.
Det betyder, at Aarhus Kommune får dækket minimum 25 procent af strømforbruget via vindenergi.
Kommunens satsning på vindenergi er en del af en større bæredygtighedsstrategi, som går ud på, at kommunen vil være CO2-neutral inden 2030.
- Det her et vigtigt og spændende tiltag, som er blevet til i samarbejde med de organisationer, som dagligt arbejder for et bedre miljø. Det er også et udtryk for Aarhus Kommunes status som foregangskommune inden for vindenergi og er med til at understøtte vores styrkepositioner, siger borgmester Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.
'Windmade' er et forbrugermærke, som har til formål, at at mærket at øge fokusset på vindenergi. Mærket er stiftet af flere store internationale virksomheder og foreninger.
Vestas' marketings- kommunikationsdirektør, Morten Albæk, er derfor glad for, at Aarhus Kommune har ambitioner på vindområdet:
- Ved at blive verdens første WindMade kommune fortsætter Aarhus med at være visionær og leder inden for vindenergi og bæredygtighed. At Aarhus bliver WindMade understreger, hvor vigtig Aarhus er for både Vestas og vindindustrien som helhed. Det er derfor også med stolthed, at Vestas har sit globale hovedsæde i Aarhus.