Verdens dyreste vand?
En vandvittig oplevelse
Classic Race i Aarhus skulle vise sig at blive en dyr fornøjelse for en af de mandlige tilskuere.
Pinsesolen varmede og tørsten skulle slukkes, så manden købte en vandflaske hos en af barerne.
En flaske vand, som kun skulle koste 20 kroner blev pludselig meget dyrere. Ved en fejl blev 20 kroner nemlig til 200.000 kroner, som blev trukket fra mandens betalingskort.
- Jeg tænkte, at det var da en flink mand, som ville give os så mange drikkepenge, siger Niels Brøchner med et smil på læben, da TV 2 | ØSTJYLLAND i dag ringede ham op.
Niels Brøchner er præsident for Classic Race Aarhus og opdagede hurtigt fejlen. Det samme gjorde den tørstige mand. Han ringede med det samme til arrangøren mandag morgen, så han kunne få refunderet de 199.980 kroner.
- Det er godt, at der er styr på sagerne igen. Alt er endt lykkeligt, siger Niels Brøchner, præsident for Classic Race Aarhus til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Så en dyr lørdag blev til sidst en glædelig mandag.