Verdens bedste skole

Tre skoler i Århus Kommune skal over de næste tre år indgå i et pilotprojekt, hvor nye undervisningsmetoder afprøves.

De næste tre år vil nye elever på tre skoler i Århus Kommune opleve et helt anderledes skolesystem. Første skoledag bliver afskaffet og det gør 0., 1. og 2. klasse også.

I stedet bliver børnene i fremtiden inddelt i basisgrupper med børn fra alle tre klassetrin, og der bliver rullende skolestart op til fire gange om året.

En del af tiden splittes basisgrupperne op i niveaudelte grupper, hvor et barn fra 0. klasse i princippet kan modtage samme undervisning som en elev fra 2. klasse.

Eleverne skal også arbejde med forskellige undervisningsformer. Nogle lærer bedst via fysisk aktivitet, hvor de blandt andet ved hjælp af en stave-måtte med bogstaver, skal hoppe rundt på bogstaver og på den måde stave ord. Andre lærer bedre på den klassiske måde, hvor de sidder ned og modtager undervisning fra en lærer.

Det hele afprøves lige nu på blandt andet N. J. Fjordsgades Skole og skoleleder Jette Bjørn Hansen er spændt.

- I løbet af det her skoleår har fire til fem forløb hvor prøver vi at finde frem til den ideelle måde at undervise på og erfaringerne skal så bruges fra skolestart næste år

De to andre skoler der deltager i projektet er Lisbjerg og Malling Skoler.

Se mere om projektet på TV 2 | Østjylland i aften kl. 19.30