Hjælp til smertepatienter: Rikke får behandling 300 km væk

Op til halvandet års ventetider for at blive behandlet på smerteklinik. Nu vil Region Midtjylland tilføre flere penge for at hjælpe patienterne

01:51

VIDEO: I seks år har Rikke Basse fra Sabro haft kroniske hovedsmerter. Hun har været nødsaget til at tage til Glostrup for at få behandling.

Der er lange udsigter for behandling i Østjylland, hvis man har kroniske smerter.

På Smerteklinikken i Silkeborg er ventetiden 18 måneder. På Smerte- og hovedpineklinikken på Aarhus Universitetshospital er ventetiden fem uger.

Derfor tager patienter til andre regioner for at få behandling. En af dem er Rikke Basse fra Sabro, som hver nat har kroniske smerter. Hun har måttet tage til Glostrup ved København for at få hjælp.

- Jeg havde brug for at blive afklaret i forhold til, hvad jeg fejlede. Man står jo fuldstændig magtesløs, siger Rikke Basse til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg synes ikke, jeg fik den hjælp, jeg skulle have. Når man har en smerte, der er så voldsom, og ens liv pludselig ikke fungerer fra den ene dag til den anden.

Rikke Basse, smertepatient, Sabro

I 2013 blev hun henvist til smerteklinikken i Aarhus. Men på grund af lange ventetider valgte hun at søge hjælp uden for regionen. 

- Jeg synes ikke, jeg fik den hjælp, jeg skulle have. Når man har en smerte, der er så voldsom, og ens liv pludselig ikke fungerer fra den ene dag til den anden, siger Rikke Basse.

Rikke Basse bruger iltmaske og har også fået opereret en chip ind i højre side af hovedet.

Hun lider af Hortons hovedpine, hvilket betyder, at hun op til ti gange hver nat bliver ramt af kraftige hovedpineanfald, der kan vare op til en halv time.

- Jeg får en kraftig stikken ovre i højre side, mit øje løber i vand, og jeg bliver hævet. Det virker som om, at mit hoved er ved at springe i luften, siger Rikke Basse til TV2 ØSTJYLLAND.

Dagsrejse for at få behandling

Hun er 23 år og mor til to. I seks år har hun haft de kroniske smerter. De lange ture til behandling i Glostrup har påvirket hele familien.

- Det er en meget krævende tur. Jeg har ilt med, hvis jeg får et anfald. Og jeg skal have én med, der kan køre bilen, hvis jeg får et anfald og bliver dårlig. Det er et heldagsprojekt, og det skal også planlægges i forhold til familien. 

Andre patienter i Østjylland vælger at modtage behandling i Region Syddanmark på Friklinikken i Grindsted, hvor ventetiden er ca. fire uger.  

Rikke Basse er mor til to. 

Vil tilføre smerteklinikker millioner

I 2017 havde Smerteklinikken i Silkeborg 578 forløb, imens der var 300 på Smerte- og hovedpineklinikken på Aarhus Universitetshospital.

På grund af de lange ventetider har politikerne i Region Midtjylland nu afsat 2 millioner kroner til at nedbringe ventetiden.

Læs også Patienter må stille sig i kø: Venteliste på 74 uger til smerte-behandling

Regionen foreslår, at 1,5 millioner skal hjælpe Smerteklinikken i Silkeborg, imens Smerte- og hovedpineklinikken på Aarhus Universitetshospital får 0,5 millioner kroner.

- Smerteklinikkerne har været et af de steder, hvor der har været rigtig lang kø, men der er en meget stor patienttilgang på alle områder. Ikke kun hos smerteklinikkerne, siger Hanne Roed (Rad.V.), som er 1. næstformand i regionsrådet.

De ekstra millioner skal øge kapaciteten på de to klinikker og sørge for, at der i alt vil være 157 ekstra forløb på Smerteklinikken i Silkeborg og 52 på Smerte- og hovedpineklinikken på Aarhus Universitetshospital.

- Vi vil selvfølgelig følge det nøje, og se hvordan tallene fortsætter på smerteklinikkerne, siger Hanne Roed.

En del patienter risikerer også at miste deres arbejde, da de er sygemeldt i lange perioder.

Hanne Johannsen, formand, Migræne & Hovedpineforeningen.

Ked af de lange ventetider

Formand Hanne Johannsen fra Migræne & Hovedpineforeningen er meget ked af de lange ventetider, som andre steder i landet kan være helt op til to år.

- Det betyder meget for den enkelte patient og deres familie. Mange er i tvivl om, hvilken form for hovedpine de har, og hvad behandlingen er. Derfor er der rigtig mange, der bare spiser mange tabletter for at få dagligdagen til at fungere, siger Hanne Johannsen.

Rikke Basse får både forebyggende medicin og piller, hvis hun får et anfald.

Ifølge Hanne Johannsen lider 40 procent af alle hovedpinepatienter af en medicinfremkaldt hovedpine, fordi de ikke er kommet i behandling. Det går også udover deres arbejde.

- En del patienter risikerer også at miste deres arbejde, da de er sygemeldt i lange perioder, siger Hanne Johannsen, formand for Migræne- og hovedpineforeningen. 

Rikke Basse er glad for, at der bliver tilført flere penge til smerteklinikkerne.

Rikke Basse får både forebyggende medicin og tager piller ved anfald. Hun bruger iltmaske og har også fået opereret en chip ind i højre side af hovedet.

Læs også Ekspert om kroniske smerter: Svært at forklare når smerter ikke kan ses

Hun håber, at kortere ventetider vil hjælpe andre, som er i samme situation som hende.

- Jeg tænker, at det er rart for alle andre og særligt dem, som ikke har mulighed for at søge andre steder hen. Som smertepatient er det ikke sjovt at skulle bruge tre timer på at tage et sted hen for at få hjælp, siger Rikke Basse.

01:12

VIDEO: De kroniske smerter har ødelagt Rikke Basses drømme. Se et interview med hende her.

Luk video