Venstremand til kamp for Obama

Mads Rørvig hjælper Obama i valgkampen

Foto: Venstre

Folketingspolitikeren Mads Rørvig (V) fra Silkeborg skulle have løbet New York Marathon, men i stedet tager han kampen op for præsident Barack Obama.

Et af verden største løb skulle have fundet sted i disse dage. New York Marathon blev blæst væk af mægtige naturkræfter. Orkanen Sandy fratog med vindstød på op mod 120 km i timen al mulighed for at etablere et løb i New Yorks gader og stræder, der nu mange steder ligger under vand.

Et massivt oprydningsarbejde venter forude, og derfor bliver det altså ikke til de 42,195 km i løbeskoene, som Venstre-politikeren Mads Rørvig ellers havde trænet så hårdt op til.

- Det er selvfølgelig super ærgerligt, når man nu har brugt så langt tid på at komme i form, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Da mulighederne for at rejse hjem er minimale på grund af et utal af aflyste flyafgange, udnytter Mads Rørvig i stedet tiden og hjælper demokraternes Barack Obama i valgkampen mod republikanske Mitt Romney.

Som frivillig på gaden

De næste tre dage vil New Yorkere kunne finde Mads Rørvig på gaden, da han vil bruge sine kræfter til at yde et stykke frivilligt arbejde for Obama, da det er ham, han tror på. Han vil nu melde sig i et af de mange steder, hvor man kan være volontør for den ene eller den anden præsidentkandidat.

- Obama er min mand i USA. Hvis jeg kunne stemme herovre, så ville det være på ham. For mig er det helt afgørende i den her valgkamp den universielle ret til sundhedssystemet. Folk skal have adgang til et sundhedssystem, og det tror jeg, Obama er mere garant for end Romney, sig Mads Rørvig.

Mads Rørvig har selv ført valgkamp i Danmark, hvor han ved det seneste folketingsvalg blev valg ind for Venstre. Derfor ved han, hvor meget det betyder med frivillige.

- Jeg ved jo selv, hvor meget det betyder, at der er frivillige, der gider hjælpe. Det betyder enormt meget, siger han.

Det amerikanske præsidentvalg finder endeligt sted d. 6. november, og Mads Rørvig bliver og overværer begivenheden, som han håber får Barack Obama som vinder.