Venstre vil vise krigsveteraner til psykologen

Det skal være mere enkelt for tidligere udsendte at navigere i systemet, når de har brug for hjælp, lyder det.

Foto: Keld Navntoft - Scanpix

Det gør ondt på Venstres politiske ordfører, at krigsveteraner føler sig svigtet og kritiserer Venstre for at løbe fra løfter om hjælp til tidligere udsendte soldater.

Regeringen har ikke glemt landets krigsveteraner. Indsatsen er på vej, forsikrer politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V).

- Rom blev desværre ikke bygget på én dag, og vores veteranpolitik i Danmark har også været længe undervejs, siger han. 

Læs også Veteraner tvivler på seriøs hjælp til ekssoldater

I Politiken lørdag kritiserer veteraner, at valgløfter fra sidste år ikke er ført ud i livet endnu. Valgløfterne skulle forbedre forholdene for fysisk og psykisk belastede veteraner.

- Det er en kritik som virkelig gør ondt, og som vi tager meget seriøst, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Krigsveteranerne efterlyser blandt andet, at der bliver ansat veterankoordinatorer i alle landets kommuner. Det er et tiltag, som Venstres gruppeformand, Søren Gade, varslede i juni sidste år, skriver Politiken.

Men ifølge avisen har blot 16 ud af landets 98 kommuner ansat en veterankoordinator. 

Læs også Pårørende til eftersøgt veteran: Sådan fandt vi Flemming

Jakob Ellemann-Jensen erkender, at det skal være lettere for tidligere udsendte at finde frem til den rette hjælp, hvis de har problemer.

- Mange veteraner og pårørende oplever at blive kastebold i et system, der er svært overskueligt. Det er et af de steder, vi bliver nødt til at tage fat, siger han.

Spørgsmål: Så skal der være en veterankoordinator i hver kommune?

- Regeringen kommer med et servicetjek af veteranindsatsen inden flagdagen 5. september. Hvordan det konkret bliver udmøntet, må vi se, når det kommer, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Østjyske veteraner har sat fokus på veteraners forhold
I Østjylland er der kommet ekstra fokus på krigsveteranernes forhold efter den tragiske sag, hvor den østjyske veteran Lars Kragh  først forsvandt med sine forældre og derefter blev anholdt med forældrenes lig i bilen. 

Lars Kragh er blevet sigtet for drabet på sine forældre, og en læge har efterfølgende kaldt ham akut sindssyg. 

02:18

Mange deltog i fakkeloptog i Låsby for at mindes Kirsten og Jørgen Kragh

Luk video