Venstre vil med på Mary-tur
Venstrefolk føler sig udelukket fra rundtur i Gellerup.
Venstrefolk i Århus Byråd er mukne over, at den socialdemokratiske borgmester, Nicolai Wammen, ikke tager dem med på rundtur i indvandrerkvarteret Gellerup sammen med kronprinsesse Mary, når hun tirsdag er på besøg. Wammen gør det kongelige besøg til et socialdemokratisk reklameprojekt, mener Venstrefolkene ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten.
Venstres rådmand for det sociale område og beskæftigelse, Gert Bjerregaard, har forgæves foreslået, at rådmændene kom med på rundturen.
- Det er klart, at vi også gerne vil være med til at fortælle de gode historier, og det synes jeg også, at man som borgmester skal have overskud til at kunne se, siger Gert Bjerregaard til avisen.
Rådmændene får forud for Gellerup-rundturen lejlighed til at hilse på kronprinsessen inde på rådhuset, men bag lukkede døre for pressefotograferne. Borgmesteren siger, at fokus for besøget har været at få bragt kronprinsesse Mary i "øjenhøjde" med beboere og medarbejdere i Gellerup for at give hende så godt et indtryk som muligt af hverdagen i indvandrerkvarteret.
/ritzau/