Venstre vil lukke fixerum

Simsek: Vi vil ikke forlænge aftalen

Foto: Andreas Bastiansen

- Vi er ikke tilhængere af et frirum, hvor man helt legalt kan tage sit fix for skatteborgernes penge.

Sådan lyder meldingen fra Venstres spidskandidat Bünyamin Simsek, om det nyåbnede stofindtagelsesrum hos Kirkens Korshær på Nørre Allé.

Derfor skal den kommunale støtte også stoppes, så snart den nuværende bevilling udløber, mener venstremanden.

- Når midlerne udløber, vil vi ikke forlænge aftalen. I den periode, hvor midlerne er afsat, og hvor der er en statslig aftale, vil Venstre dog ikke arbejde aktivt for at få lukket fixerummet, siger Bünyamin Simsek.

Den forkerte hjælp

Der er ingen tvivl om, at de aarhusianske stofmisbrugere skal have hjælp, men ifølge Simsek er stofindtagelsesrummet en forkert vej at gå.

Han mener, at kommunen med rummet viser, at man accepterer misbruget og endnu vigtigere, at man er med til at fastholde brugerne i deres misbrug.

- Det, vi ved virker, er den sociale kontakt. Det handler derfor om, at der skal laves væresteder, og så skal vi have medarbejderne ud på gaden og i kontakt med misbrugerne. Det er en falliterklæring af indsatsen, at man er nødt til at oprette et fixerum, slår Bunyamin Simsek fast.

Erfaringerne ændrer politikken

Hos Kirkens Korshær er man foreløbigt ikke bekymret over stofindtagelsesrummets fremtid.

Når først den nuværende bevilling udløber i 2015, vil erfaringerne nemlig være så gode, at alle kan se fordelene ved, at Aarhus Kommune støtter et offentligt stofindtagelsesrum.

- Bevillingen er sikret de næste to år. I bund og grund er alt her i verden jo en politisk beslutning, men hvis det virker fint, så tror jeg ikke, det bliver ændret. Jeg frygter det overhovedet ikke, siger Morten Aagaard, leder af Kirkens Korshær i Aarhus.