Venstre: Prisen på byggesager skal ned i Favrskov

Det er noget helt andet end gebyrer på byggesager, der tæller for kommende borgere, mener socialdemokratisk borgmester

01:30

Der er store forskelle på byggesagsgebyrerne i de østjyske kommuner.

Favrskov Kommune er landets femtedyreste, når det kommer til den pris, som borgere og virksomheder skal betale for at få behandlet en byggesag.

Og selv om der skyder nye huse op i kommunen, er formanden for Teknik- og Miljøudvalget utilfreds.

- Jeg er ikke tilfreds med den placering, som vi har, når vi også har meget lange sagsbehandlingstider, siger Anders G. Christensen (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune.

For med placeringen som den femtehøjeste kommune risikerer Favrskov Kommune at gå glip af folk, som vil bygge og bo i kommunen, mener han.

- Det er et dårligt signal både at have lange sagsbehandlingstider og højt gebyr, siger Anders G. Christensen.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune, Anders G. Christensen (V), mener, at kommunens gebyr på byggesager skal ned.

Andre ting er vigtigere

Venstre har derfor foreslået, at prisen for at få kommunen til at behandle en byggeansøgning bliver skruet ned.

Men et gebyr på nogle hundrede kroner har ikke den store betydning, mener borgmesteren i kommunen.

Jeg tror bare ikke, at det har den ønskede effekt, og vi får flere mennesker til at flytte til Favrskov Kommune.

Nils Borring (S), borgmester, Favrskov Kommune

- Vi er selvfølgelig positivt indstillede over for at kigge på det. Jeg tror bare ikke, at det har den ønskede effekt, og vi får flere mennesker til at flytte til Favrskov Kommune, siger borgmester Nils Borring (S).

Han mener, at borgere flytter til kommuner, der har en god beliggenhed, en god service og en god infrastruktur.

- Det er meget vigtigere for folk, når de vælger bosætning, siger Nils Borring.

Niels Borring (S), borgmester i Favrskov Kommune, mener ikke, at det vil gøre den store forskel at sænke prisen på kommunens behandling af byggesager.

Har afskaffet gebyr

I andre kommune som for eksempel Norddjurs Kommune har man helt afskaffet byggesagsgebyret. I andre østjyske kommuner er det væsentligt billigere.

I Dansk Byggeri undrer man sig over de store forskelle og efterlyser lige vilkår for alle.

Det burde være ens for samtlige kommuner, så man har ens retningslinjer at arbejde ud fra, siger Niels Hansen, der er regionsformand i Dansk Byggeri, Midt & Vestjylland.

Læs også Store forskelle i kommuners byggegebyrer

Vil komme nye borgere i møde

I Favrskov Kommune er Venstre klar til helt at afskaffe gebyret på byggesager.

- Vi vil gerne være en bosætningskommune, så det skulle gerne vise, at vi er servicemindede og kommer vores forhåbentlig nye borgere i møde, siger Anders G. Christensen.

Forslaget om lavere gebyrer i byggesager skal behandles i byrådet senere på måneden.

Store prisforskelle på at få behandlet byggesager i østjyske kommuner

Norddjurs: Gratis
Odder: 530 kroner i timen
Silkeborg: 482 kroner i timen
Favrskov: 787 kroner i timen

Øverst kan du se hele indslaget om gebyret på byggesager i Favrskov Kommune.