Venstre om valget af Britt Bager: Vi vil have en kvinde

Britt Bager er dygtig, men hendes køn er ikke underordnet, lyder det fra Venstres nu afgåede gruppeformand Søren Gade

Venstre har problemer med kvinderne, lød det fra Søren Gade, da han præsenterede Britt Bager som politisk ordfører. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Den nu afgåede gruppeformand for Venstre, Søren Gade, var klar i spyttet, da han torsdag formiddag skulle sætte ord på, hvorfor Britt Bager fra Østjylland er blevet udnævnt til ny politisk ordfører efter Jakob Ellemann-Jensen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har haft nogle udfordringer, når vi kigger på det kvindelige vælgerkorps, og uanset hvor meget jeg eller min rigtig gode kollega Jakob Ellemann øvede os, så bliver vi ligesom ikke kvinder, sagde Søren Gade og fortsatte:

Læs også Britt Bager valgt til politisk ordfører for Venstre

- Jeg tror, det er vigtigt, at vi appellerer mere til kvinder, end vi hidtil har gjort.

Det er spændende, at det er to kvinder, der nu leder Venstres folketingsgruppe.

Søren Gade, tidligere gruppeformand for Venstre 

41-årige Britt Bager er valgt, fordi hun er dygtig, understregede Søren Gade, men han lod også forstå, at hendes køn ikke er underordnet.

- Det er en pointe i sig, at vi også i den her mandsdominerede gruppe - de talende jakkesæt - anerkender, at vi udgør altså kun halvdelen af den danske befolkning, sagde Søren Gade.

 Karen Ellemann-Jensen, Søren Gade og Britt Bager møder pressen efter Venstres gruppemøde. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Hun repræsenterer familiemennesket

Da han skulle sætte ord på, at Karen Ellemann-Jensen og Britt Bager er blevet henholdsvis gruppeformand og politisk ordfører, sagde Søren Gade følgende:

- Det er et godt team, og så synes jeg jo også, at det er spændende, at det er to kvinder, der nu leder Venstres folketingsgruppe.

Når jeg har sagt ja til jobbet, er det fordi, jeg tror, jeg kan bibringe posten en ny og anderledes profil.

Britt Bager, nyvalgt politisk ordfører for Venstre

Det er desuden en fordel, at Britt Bager for nylig er blevet mor, lød det fra den afgåede gruppeformand

- Jeg synes helt oprigtigt, at Britt er et rigtig godt valg. Hun repræsenterer et familiemenneske. Hun er en ung kvinde - i hvert fald i forhold til mig - med et lille barn, og hun er i stand til at italesætte mange af de problemer og udfordringer, som en moderne familie har. 

01:02

VIDEO: Med valget af Britt Bager forbliver posten som politisk ordfører på østjyske hænder. Se hendes reaktion her. Video: TV 2

Luk video

Politisk kometkarriere

Det er mindre end tre år siden, at Britt Bager blev valgt ind i Folketinget, og det er ikke en overdrivelse at sige, at hun med udvælgelsen til politisk ordfører har gjort kometkarriere.

Hun mener selv, at det er nogle store sko, hun skal udfylde efter Jakob Ellemann-Jensen. 

- Britt er Britt og Jakob er Jakob, så der vil være nogle nuanceforskelle, men vi repræsenterer det samme parti, så det er den samme politiske DNA, sagde Britt Bager til TV2.

Læs også Britt Bager: Ikke bekymret for en som Marianne

Rollen som politisk ordfører beskrives som en af de sværeste poster på Christiansborg, og Britt Bager er 'beæret og ydmyg over for den kæmpe opgave', der ligger forude.

- Men når jeg har sagt ja til jobbet, er det også fordi, jeg tror, jeg kan bibringe posten en ny og anderledes profil, siger Britt Bager til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Venstre vil tillade peberspray: Skal skabe mere tryghed

Med valget af Britt Bager forbliver posten som politisk ordfører på østjyske hænder, da Jakob Ellemann-Jensen også er valgt i Østjyllands Storkreds.

Britt Bager tordnede i 2015 ind i Folketinget med 7.306 personlige stemmer.

Blå bog: Britt Bager

Britt Bager håber at kunne bibringe posten som politisk ordfører en ny og anderledes profil.

Navn: Britt Bager

Alder: 41 år - født 16. august 1976

Fødested: Grenaa

Datter af: Revisor og landmand Knud Bager og skolesekretær Jette Bager

Nationalitet: Dansk

Uddannelse: Kontorelev og forsikringskonsulent i Codan fra 1997 til 2000. Cand.soc. i politisk kommunikation og ledelse, CBS. Cand.jur. Aarhus Universitet. Master i journalistik, Syddansk Universitet

Karriere: Stewardesse, SAS fra 2000 til 2010. Politisk konsulent, Venstre, Christiansborg, fra 2009 til 2013, presse- og kommunikationskonsulent (orlov), Ledelsessekretariatet, Skatteministeriet fra 2013.
Kandidat for Venstre i Favrskovkredsen fra 2013, valgt ind i Folketinget i juni 2015

Civilstand: Samlevende med tandlæge Esben Juhl Hansen, som hun har en søn med

Bopæl: Østjylland

Kilde: Folketinget.dk