Venner til den omkomne familie arrangerer fakkeltog
Den 19. januar laves der et fakkeltog til minde om de seks døde personer fra Amstrup Bakker ved Ulstrup
Den store tragedie ved Ulstrup, som har kostet seks mennesker livet, har berørt hele lokalsamfundet. Nu har en gruppe 16-17 årige, der kendte den afdøde familie, taget initiativ til et fakkeltog. Det bliver holdt næste torsdag den 19. januar.
- Vi er en del venner til familien Nielsen, som ikke kan forstå, at de nu er borte. Derfor ville vi hører, om vi med hjælp fra alle kunne gøre denne tragedie til noget mindeværdigt. Vi vil gerne lave et fakkeloptog fra Ulstrup Skole op til deres hus, hvor vil ville slutte af med mindesang, skriver arrangørerne på Facebook-siden Ulstrupby.
Samtidig opfordres der til, at andre meget gerne må bidrage med hjælp til at få stablet optoget på benene.
- Som sagt er vi kun en flok venner på 16-17 år, så vi vil meget gerne modtage hjælp. Og hvis der er nogen, der gerne vil donere fakler, er i meget velkommen, står der i opslaget.
Østjyllands Politi efterforsker stadig sagen, hvor to voksne og fire børn altså mistede livet mandag. Seneste melding fra politiet går på, at sagen efterforskes som en drabssag, men at man ikke kan sige mere om de nærmere omstændigheder på nuværende tidspunkt.