Vender tilbage til julemarked år efter år
Julemarkedet ved herregården Gl. Estrup har en trofast 'fanskare'
Her på tærsklen til december vælter det frem med julemarkeder i hele landet.
Et af de ældre af slagsen finder sted på Dansk Landbrugsmuseum ved herregården Gammel Estrup i Auning.
Markedet bliver i år afholdt for 24. gang og er det største til dato.
For mange af de besøgende er julemarkedet en fast tradition sidste weekend i november, hvor man har mulighed for købe gaver såsom forskelligt kunstværk og smage på småkager og andre julespecialiteter.
- Mine børn er ude at rejse, så i år har jeg taget min nabo med i stedet for, og så hygger vi os med det, siger Ulla Laursen fra Hoed, som besøgte markedet lørdag.
Høje forventninger
Julemarkedet ved Gl. Estrup byder på 60 forskellige stande, hvor fællesnævneren er kvalitet og det gode, gamle, danske håndværk.
Bodil Jensen er driftsleder på museet og har været med lige fra begyndelsen. Hun kan også mærke, at mange gæster vender tilbage år efter år for at købe ind:
- De skal hen og købe eksempelvis deres pølse eller klejne til jul, som de er vant til eller for at købe gravpynt, siger hun.
Landbrugsmuseet forventer omkring 6.500 besøgende lørdag og søndag.
- Vi er rigtig optimistiske lige nu, siger Bodil Jensen, som kan fortælle om en god start på markedsweekenden.
Du kan opleve lidt af stemningen fra markedet i videoen øverst i artiklen.