Vender hjem som filmstjerne
Står over for sit store skuespillergennembrud
30-årige Johanne Louise Schmidt fra Skanderborg står over for sit store gennembrud med sin debut i filmen Fasandræberne, hvor hun spiller Afdeling Q's excentriske sekretær Rose.
- Det er superspændende - altså virkelig! Det er jo min første spillefilm og det er jo et ret stort format, og det er nogle virkelig, virkelig garvede kræfter, der er bag, så det har været super spændende, og jeg glæder mig til det videre forløb, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Til dagligt spiller hun på Det Kongelige Teater i København, og i sidste uge modtog hun Kronprinsparrets Stjernedryspris.
- Det har været en meget heftig uge, det må jeg altså sige, fortæller Johanne Louise Schmidt.
I går aftes vendte hun så hjem til Skanderborg for at møde det lokale publikum, da Fasandræberne blev vist i biografen:
- Det var virkelig, virkelig hyggeligt. Der var rigtig, rigtig mange, som var kommet - nogle af mine gamle lærere og nogle af min mor og fars venner, fortæller hun.