Ven til dræbt: En lettelse

To unge mænd sigtet for knivdrab

Torialy Darvis (stort billede) er glad for, at politiet har sigtet to mænd for drabet på hans ven, Ahmad Fouad Karimi.

Det vækker glæde, at politiet tilsyneladende har fået et gennembrud i sagen om drabet på Ahmad Fouad Karimi i Horsens.

Sydøstjyllands Politi anholdt tirsdag to mænd for drabet på den 22-årige afghaner. Han blev fundet død i sin lejlighed på Hybenvej den 18. marts.

Ahmad Fouad Karimis bedste ven, Torialy Darvis, er lettet over, at gerningsmændene til knivdrabet nu muligvis er fundet.

- Det er dejligt, at politiet nu har fundet nogen mistænkte i sagen. Jeg ved godt, at de ikke er dømt endnu, og at det måske slet ikke er dem, men det er alligevel en lettelse, at der sker noget i sagen, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: To mænd sigtet for knivdrab

- Jeg håber, at politiet får opklaret sagen, så vi kan få en form for afslutning på det, der er sket. Jeg har lovet hans familie i Afghanistan, at jeg vil holde dem orienteret om sagen, og jeg vil gerne kunne ringe til dem og give dem vished om, hvad der er sket med deres søn og bror. Men det venter jeg med, indtil vi ved, om sagen er opklaret eller ej. Jeg vil helst ikke give dem falske forhåbninger.

Begge anholdte er af afghansk oprindelse. Den ene er 24 år og bor i Aarhus, mens den anden er en 29-årig mand med bopæl i Horsens.

Anholdelserne skete uden dramatik i Aarhus, lyder det fra politiet.