Vellidt Lundberg vil sende Randers i Europa inden han rejser

Viktor Lundberg scorede sit første mål i 17 kampe, da Randers FC ekspederede AaB ud af den europæiske playoff onsdag aften

01:34

Den svenske angriber Viktor Lundberg har haft en svær sæson i Randers FC, hvor det har været småt med mål, få kampe med fuld spilletid og svingende præstationer. 

Han allerede meldt ud, at han forlader Randers FC, når hans kontrakt udløber til sommer, men det var en forløsning for den 26-årige angriber at score sit første mål i 17 kampe, der faldt blot fire minutter efter han blev skiftet ind i onsdagens 2-1-sejr over AaB. 

Læs også Randers-serber efter første mål: Det næste bliver nemmere

- Vi har snakket om det, og kom frem til at jeg ikke skal blive her mere. Jeg vil prøve noget nyt, se noget andet. Så det er altid dejligt at komme ind og levere en god indsats for holdet og hjælpe med at tage os videre til næste runde, sagde Lundberg efter kampen til Fodbold med Horup.

Fejret med store krammere

Da den tidligere AIK-spiller sendte bolden i nettet blev det fejret med store krammere til både cheftræner Ólafur Kristjánsson og alle holdkammeraterne, hvilket vidner om, at det er en vellidt spiller, der takker af i Randers efter sommerferien. 

Viktor Lundberg omfavner Ólafur Kristjánsson efter sin scoring til 2-1 i onsdagens opgør mod AaB. Foto: Bo Amstrup - Scanpix

- Der er mange gode drenge her, og jeg kommer til at savne dem. Men vi har mindst to kampe tilbage, og jeg håber at vi også kan vinde dem, så jeg kan slutte på en god måde. 

Vinder Randers FC de to næste kampe, så venter én afgørende kamp på udebane mod mesterskabsspillets nummer fire. Og vinderen af dét opgør får Danmarks sidste plads i Europa.

  Foto: Bo Amstrup - Scanpix

Men selv en udsigt til europæisk fodbold kan ikke få Viktor Lundberg til at blive i Randers.

- Nej, det tror jeg ikke. Men det ville være fantastisk at slutte med at få os i Europa og forlade holdet på den måde, lyder det med et stort smil fra målscoreren.

Viktor Lundberg har spillet 26 kampe i denne sæson og scoret fire mål.

I videoen øverst i artiklen kan du se hele interviewet med Viktor Lundberg.