Velkomsthæfte til nye studerende

40.000 nye og nuværende studerende i Århus kan nyde godt af tilbud fra butikker og praktiske informationer om deres studieby.

Århus siger til august velkommen til de nye studerende i byen med et helt nyt koncept.

I et samarbejde med Århus kommune udgiver Århus City Forening et Stud. 08 Velkomsthæfte med en lang række informationer og tilbud til de studerende.

Hæftet byder både på praktiske oplysninger og forslag til gode oplevelser.

- Stud.08 Velkomsthæftet er et godt værktøj for de mange nye studerende ved de videregående uddannelser i Århus - for første gang får de et hæfte udleveret med nyttige informationer fra for eksempel Århus Kommunes Borgerservice og Studenterhus Århus kombineret med attraktive tilbud lige fra sportsbegivenheder, musikoplevelser, kultur, træning til tilbud i forskellige butikker, siger direktør for Århus City Forening Claus Bech.

Der er allerede forudbestilt 20.000 eksemplarer af det nye velkomsthæfte.