Velkommen til QuickPot Park: Serieklubber sælger stadionnavne

Salg af stadionnavne baner vej for bedre faciliteter i klubberne

01:22

I Vorup FB har den lokale XL-byg været stadionsponsor i mange år.

Ceres Park i Aarhus og JYSK Park i Silkeborg er blandt de Superligastadions, hvis navn er blevet solgt til sponsorer. Nu breder navne-salget sig til de lavere rækker. 

En af de amatørklubber, hvis stadionnavn er blevet solgt til en sponsor, er HOG Hinnerup. Klubbens bedste herrehold spiller i Serie 2, men det er ingen hindring for at sælge navnet på sit stadion. I midten af marts i år fik klubben tilladelse af Favrskov Kommune til at ændre navnet. 

Læs også Kronprins Frederik lancerer ny app til Royal Run

- Det betyder meget for os. Vi har lavet en aftale om, at de skal have navnerettighederne i 10 år mod et årligt honorar, siger Magnus Nielsen, der er formand i sponsorudvalget i HOG Hinnerup, til TV2 ØSTJYLLAND.

Når forældre skal se deres børn spille fodboldkamp, så slipper de for at blive kolde og våde af regn. 

Magnus Nielsen, HOG Hinnerup. 

Stadionets navn bliver ændret fra Rønbæk Stadion til 'E. Trasborg Park' – opkaldt efter et lokalt firma. Og aftalen går ikke kun på stadionnavn og sponsorkroner. Firmaet er nemlig gået med til at bygge en 30 meter lang tribune på den ene banens langsider. 

- Med det regnvejr og blæsevejr vi har i Danmark, er det et god tilbud til tilskuerne. Når for eksempel forældre skal sidde og se deres børn spille fodboldkamp, så slipper de for at blive kolde og våde af regn, siger Magnus Nielsen.

Læs også Søren fandt masser af hundelort på fodboldbane: - Det var dybt skuffende

Han mener ikke, at man ved at sælge stadionnavnet til en sponsor samtidig sælger ud af klubbens historie.

- Hvis man går til fodbold i Aarhus, siger man også, at man skal Aarhus Stadion, selvom det hedder Ceres Park. I folkemunde vil det formentlig også stadig komme til at hedde Rønbæk Stadion, siger Magnus Nielsen og uddyber:

- Vi gør det for at give vores medlemmer nogle bedre faciliteter. 

Trendy at sælge stadionnavn

HOG Hinnerup er langt fra den eneste østjyske klub, hvor man har valgt at sælge stadionnavnet til en virksomhed.

For eksempel spiller Silkeborg-klubben Funder GF på ’Funder EL-VVS Service Arena’, mens Helsted Fremad IF fra Randers spiller på ’QuickPot Park Helsted’.

Det er en tendens og en trend, at man gør det her. 

Ole Frandsen, turneringschef, DBU Jylland.

- Det er en tendens og en trend, at man gør det her, og det er en udvikling vi ser. Der stadig flest af de højere rangerede klubber, der gør det, men vi ser det også i klubber, der spiller i serie 3 og 4, siger Ole Frandsen, der er turneringschef i DBU Jylland.

Han mener, at serieklubberne henter inspiration fra de professionelle rækker. 

- Jeg tror, at klubberne er blevet mere kreative i forhold til få sponsorindtægter. Man er blevet inspireret af det fra de store klubber, så det breder sig igennem rækkerne.

Syv år mod XL Park

I Vorup Frederiksberg Boldklub, som ligger lidt uden for Randers, er det efterhånden mange år siden, at klubbens stadionnavn blev solgt til en sponsor. Det har de haft meget glæde af i klubben, hvis førstehold spiller i Jyllandsserien, som er den femtebedste række i Danmark. 

I Vorup FB har de med hjælp fra sponsorkroner fået råd til en storskærm på klubbens stadion. 

- Det betyder utrolig meget. Vi fik kunstgræs på vores bane, og den fik vi med stor hjælp fra XL-Byg Vorup, som valgte at gå ind at være sponsor for stadionnavnet. Derudover har vi blandt andet fået en storskærm, siger Thomas Raaby Pedersen, der er daglig leder i Vorup FB, og fortsætter: 

- Vi har lige haft en U19-landskamp herude mellem Bosnien og Tyrkiet. Fordi vi har kunstgræs, gode tribune- og omklædningsforhold blev vi valgt til den afgørende kamp. 

Han er sikker på, at XL-byg også får meget ud af samarbejdet. 

- Lokalbefolkningen herude og de knap 1000 medlemmer ved, hvad stadionet hedder og bliver mindet om, at XL-byg er en stor ven af foreningen, siger han.