Her endte 16-årigs vilde flugt fra politiet

En meget ung motorcyklist forsøgte at stikke af fra patrulje i det centrale Aarhus.

Den 16-årige motorcyklist kørte ind i et træ på Dalgas Avenue. Foto: Google Street View

Det lykkedes søndag aften for en kun 16-årig dreng at overtræde et større udsnit af den danske lovgivning, efter at han tog en tur på motorcykel i det centrale Aarhus.

Drengen blev kl. 18.40 spottet af en patrulje på Joh. Baunes Plads, hvor han kom kørende uden styrthjelm.

Læs også Storbrand på losseplads: Tonsvis af affald står i flammer

Patruljen tændte for horn og lygter for at få den 16-årige til at standse. I stedet for at svinge ind til siden, kørte drengen fra stedet via cykelstien og modsat færdselsretningen ved Marselis Boulevard og derefter ind over græsarealet ved Dalgas Avenue.

Her sluttede turen på to hjul dog brat, da han kørte direkte ind i et træ. Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Den 16-årige fortsatte til fods, efter at han kørte galt på Dalgas Avenue. Foto: Google Maps

Fortsatte til fods

Efter sammenstødet med træet fortsatte den 16-årige sin flugt til fods. Betjentene var lige i hælene på ham og råbte flere gange, at han skulle standse, men han fortsatte i løb, og på et tidspunkt mistede betjentene ham af syne. 

Betjentene fortsatte dog med at lede efter ham i området, og kort tid efter fandt de ham siddende ved en trappeopgang ved Frederiksbjerg Althet Klub. Han var meget forpustet og havde fået en flænge ved øjet.

Læs også Kulturministeriet giver penge til cirkus for børn og unge

Den 16-årige dreng blev anholdt og sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand, for kørsel uden førerret, for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at køre motorcykel på cykelstien og modsat færdselsretningen.

Betjentene fandt desuden en klump hash i hans ene strømpe. Han blev derfor også sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer.