Vejskilte stjæles i stort omfang

Mens en ny vejbro over Grenåvej i Århus er under opførelse, har skiltetyve travlt med at fjerne de opsatte vejskilte.

I løbet af de seneste seks uger er 15 til 20 vejskilte blevet stjålet. Det er blandt andet skilte der advarer om hastighedskontrol, forskellige oplysningstavler og hastighedstavler gerningsmændene har stjålet.

- Det er et mærkeligt samleobjekt at samle på, og i værste fald risikerer man, at der sker ulykker i området, når bilisterne ikke bliver advaret om eksempelvis at sætte hastigheden ned, siger Mogens Brøndum politikommissær ved Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Fremover bliver der nu ført tilsyn tre gange dagligt ved vejarbejdet på Grenåvej, og samtidig bliver de nye opsatte skilte sikret yderligere. Det sker blandt andet ved, at skiltene bliver skruet bedre fast til standeren.

Mogens Brøndum fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at man tidligere har oplevet, at vejskilte er i høj kurs. Da Søften motorvejen blev bygget, blev der også stjålet et stort antal vejskilte.