Vejsalt ændrer den østjyske natur
Der er blevet brugt ekstra meget salt på vejene denne vinter. Saltet ødelægger planter og vandhuller - mens nye plantearter kommer til.
Brugen af salt på de østjyske veje denne vinter overgår allerede nu forbruget fra tidligere år.
I løbet af vinteren 2007/2008 blev der spredt i alt 6.800 tons salt på de østjyske statsveje. Året efter blev der på statsvejene, som omfatter motorveje og visse hovedveje, spredt i alt 7.703 tons, men i år bliver salt-forbruget endnu større.
Ifølge Vejcenter Østjylland i Skanderborg er der denne sæson indtil videre blevet spredt 10.953 tons - og vinteren er ikke slut endnu.
Forbruget af vejsalt på de østjyske veje gør køreturen mindre risikabel for trafikanterne. Til gengæld betyder forbruget af salt, at naturen langs vejene langsomt ændrer sig.
- Saltet dræber planter og træer. Derudover ændrer saltet de regnvandsbassiner, der er opført langs vejene. I stedet for at indeholde ferskvand kommer bassinerne til at indeholde brakvand. Det betyder bl.a. at mange padder forsvinder, siger biolog ved Skov- og Naturstyrelsen i Silkeborg Jan Kjærgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge Jan Kjærgaard giver vejsaltet omvendt bedre betingelser for plantearter, der ellers normalt trives bedst langs den jyske vestkyst, hvor den hårde vind fra havet indeholder meget salt. Således bliver engelsk græs og planten strandvejbred stadig mere almindelig langs de østjyske veje.
Se mere i onsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.