Vejret: Nu bliver det koldere i Østjylland

Søndag bliver lun, men så falder temperaturen

01:00

1 af 2

Det har regnet det meste af lørdagen mange steder i Østjylland, og det forsætter også lørdag aften, mens natten til søndag bliver med tørvejr.

Østjyderne kommer til at stå op til en lun søndag, der også begynder med regnvejr.

- Der kommer en koldfront ind med udpræget regn søndag morgen, så det er med at indstille sig på, at det bliver en våd start på dagen, siger Andreas Nyholm fra TV 2 Vejret.

I løbet af søndag formiddag passerer regnvejret mod øst, og det bliver overvejende tørt i Østjylland, dog kan der komme enkelte byger i løbet af dagen. Temperaturen kommer til at ligge på cirka 8-10 grader, og selvom det bliver overvejende skyet, vil der formentlig blive lidt kig til solen indimellem.

Natten til mandag er der risiko for minusgrader, og generelt falder temperaturen frem mod nytårsaften til 4-5 grader i dagstimerne.

Du kan se hele vejrudsigten i videoen øverst på siden.