Cykelryttere styrter på ny mountainbikebane

Silkeborgs nye mountainbikebane er hurtigt blevet populær, men flere farlige situationer på banen får kommunen til at opgradere sikkerheden.

02:15

VIDEO: Den nye Silkeborg Bikepark er meget populær, men folk skal også lige lære at bruge den. Siden den åbnede for tre uger siden, er flere kørt galt.

En ny mountainbikepark i Silkeborg trækker cykelentusiaster til fra nær og fjern.

Silkeborg Bikepark er den første af sin slags i Danmark. Og siden den for tre uger siden åbnede, er der kørt omkring 16.000 ture på banerne.

Læs også Danmarks Outdoor hovedstad får en mountainbikepark: Drømmer om at afholde VM

Det går rigtig stærkt, når de mange mountainbikere cykler rundt i parken.

- Jeg væltede to gange i onsdags, hvor jeg kørte ind i et træ, siger niårige Kristense Stork fra Aulum.

Hun er sammen med to veninder på sommerskole i Bikepark i Silkeborg i disse dage. De tre piger har meget cykelerfaring.

Silkeborg Bikepark er den første af sin slags i Danmark.

- Jeg vil sige, at vi er ret gode til at køre på banen, siger 10-årige Alfrida Andersen fra Sønderborg, der også deltager i sommerskolen.

Men alligevel har de også skulle bruge tid på at lære den nye bikepark at kende.

Forskel på bikepark og skov

For den populære park er en udfordring for mange af mountainbikerne, der førhen kun har kørt i skoven.

Folk er gået lidt for hurtigt videre på sværhedsgraderne, så vi har desværre haft ambulancen ude et par gange.

Simon Kristensen, udviklingskonsulent, Silkeborg Kommunes Outdoorsekretariat

Det har fået Silkeborg Kommune til at opgradere deres sikkerhed på banen.

- Der har været lidt udfordringer med at lære faciliteterne at kende. Folk er gået lidt for hurtigt videre på sværhedsgraderne, så vi har desværre haft ambulancen ude et par gange, siger Simon Kristensen, der er udviklingskonsulent i Silkeborg Kommunes Outdoorsekretariat, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også For 75 år siden blev 33 aarhusianere dræbt efter kæmpe eksplosion

Ny vært 

Derfor har de nu valgt at ansætte en vært i mountainbikeparken, der skal vejlede og guide de mange mountainbikekørere, der skal ud på ruterne.

- Vi har gjort rigtig meget for at informere med skilte og vejledning, men vi må nok bare konstatere, at det ikke er nok, siger Simon Kristensen.

Mange af dem, der kommer herude, har ikke prøvet kræfter med en bikepark før, og det er vigtigt at sætte dem ind i, hvad det indebærer.

Morten Egersnap, bikevært, Silkeborg Bikepark

Den nye vært skal tage imod de mange besøgende, der kommer i bikeparken, og det er særligt de gæster, der kommer for første gang, der skal hjælpes i gang.

- Mange af dem, der kommer herude, har ikke prøvet kræfter med en bikepark før, og det er vigtigt at sætte dem ind i, hvad det indebærer. For det er noget helt andet end at køre ude i skoven, siger den nye bikevært i Silkeborg Bikepark, Morten Egersnap. 

Der er sat informationsskilte op rundt omkring på de forskellige ruter. 

Forskellige ruter

Parken har tre ruter, man kan følge rundt i parken. Ruterne er inddelt i et blåt, rødt og sort spor, som man blandt andet kender fra skisportsverden.

Den blå er den nemmeste, dernæst kommer rød og den sværeste bane er det sorte spor.

De farlige situationer på banen er opstået, fordi flere af mountainbikerne er gået for hurtigt fra den blå rute til den røde.

Der har blandt andet været folk, der er mødt op på mountainbikebanen uden cykelhjelm. Dette håber kommunen at kunne forhindre ved at vejlede mod det.

Højere niveau end i skoven

Men da parken er sin første af sin slags i Danmark, har mange mountainbikere kun erfaring med de røde, blå og sorte spor fra skovområder, hvor der cykles mountainbike. 

Men den nye bikepart kører på et langt højere niveau.

- Det er noget helt andet end en almindelig mountainbikebane i skoven. Det, der er blå spor her i vores park, er kulsorte ude i skoven, siger Morten Egersnap. 

Læs også Forvaltning revses fra flere kanter: - Vi blev trampet på af en elefant

Alle kan bruge de nye baner i Silkeborg Bikepark, man skal bare følge reglerne og have det rigtige udstyr på.

Bikeparken holder også faste rundvisninger hver eftermiddag, hvor man kan blive grundigt introduceret til banen, inden man bevæger sig ud på ruten.