Vejen til succes

Randers Cimbria er for første gang i en DM-finale

01:40

1 af 2

Årets finale i Basketligaen bliver et rent østjysk opgør. For Randers Cimbria er aftenens DM-finale - deres første DM-finale.

Spillerne har på bare et år som professionelle gået hele vejen til toppen af dansk basket. Årsagen er blandt andet en anonym donation til klubben.

Hvor stor donationen er, det er en hemmelighed, men ifølge TV 2 | ØSTJYLLANDs oplysninger, udgør beløbet en betydelig del af klubbens samlede økonomi.

- Det betyder, at vi kan stå her. Det betyder, at vi kunne få et par stjernespillere på de pladser, vi havde brug for i forhold til sidste år. Så det er de manglende brikker, vi nu har fået på plads, siger Randers Cimbria-spiller Chris Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Penge gør det dog ikke alene. Klubbens gode resultater skyldes også holdånd og en fælles strategi.

- Vi har haft en plan, vi har fulgt til punkt og prikke - og alle har ofret egen succes for at nå det fælles mål. Det er fra kontoret til den sidste spiller på holdet. Alle har ofret noget, siger Chris Nielsen.

Finale-debutanternes målrettethed var dog ikke nok til at slå de guldrandede veteraner fra Bakken Bears i første finalekamp. Bakken Bears vandt 99-82 over Randers Cimbria.

Anden finalekamp spilles på mandag i Arena Randers. Der spilles bedst af i alt syv kampe.