Vejarbejde begynder i aften: Beregn længere rejsetid

I aften starter vejarbejde ved anlægsramperne på Østjyske Motorvej ved Aarhus Vest, man skal beregne ekstra køretid

Det er anlægsramperne her, det såkaldte firkløver, der skal have lagt ny asfalt. Foto: Google Street View.

Fra i aften klokken 20 påbegynder Vejdirektoratet den nye asfaltering af anlægsramperne ved Motorvejskryds Aarhus Vest. Arbejdet kommer til at finde sted i tidsrummet 19-06.

Der er tale om nogle ret særlige arbejdsforhold, fordi det netop er rampeanlæg, der skal asfalteres.

- Vi skal egentlig bare skifte asfalten, men vi kan bare ikke få trafikken forbi os, som vi plejer. Man kan ikke lede trafikken over på den anden side eller få dem til at køre forbi os, fordi vi kører på ramperne. Det kan komme til at gøre lidt ondt, folk får i hvert fald lidt omkørsel, siger ingeniør Jesper Stokholm til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Togene holder stille mellem Skørping og Randers

Ekstra rejsetid 

Han regner dog med, at den ekstra rejsetid kommer til at forløbe sig til omkring et kvarter. Trafikken skulle efter planerne køre som normalt i dagtimerne.

- Vi laver en afspærring klokken tyve i aften, og så skal vi være væk inden 5.30, siger Jesper Stokholm.

Arbejdet løber fra den store rundkørsel ved Edwin Rahrs Vej og et par kilometer ud til østjyske motorvej, hvor alle de forskellige rampeanlæg skal have skiftet asfalten.

Vejarbejdet påbegyndes ved den store rundkørsel og ud til anlægsramperne. Foto: Google Street View. 

- Selve Østjyske motorvej den rører vi ikke. Men vi er nødt til at spærre den ene vognbane nogle aftener, fordi vi skal helt ud på spidserne af ramperne. Så det er rent sikkerhedsmæssigt, siger Jesper Stokholm.

Vi laver en afspærring klokken tyve i aften, og så skal vi være væk inden 5.30.

Jesper Stokholm, ingeniør 

Der er afsat omkring tre uger til arbejdet, men Jesper Stokholm vurderer, at det kan komme til at gå hurtigere end det, hvis vejret tillader det.

- Rammer vi en regnvejrsdag, som det er for eksempel er i dag. Så kan vi ikke køre noget asfalt ud, så rammer vi sådan en nat, så kommer det til at stå stille, udtaler han.

Skal man benytte sig af nogle af rampeanlæggene i tidsrummene, så vil der blive skiltet med omkørsel på området.

Læs også Op til 10 års ventetid på kolonihaver: Her er de gode fif