Vej spærret efter sammenstød mellem cyklister
To cyklister kørte sammen torsdag morgen, og den ene endte på kørebanen, hvor hun fik behandling af ambulancereddere.
Der var trafikale udfordringer på Edwin Rahrs Vej nær Åby Ringvej i Aarhus torsdag morgen. To cyklister stødte sammen under en overhaling på cykelstien, og den ene endte på kørebanen.
- Derfor blev det ene spor spærret, og den kvindelige cyklist fik behandling ude på vejen. Man frygtede nemlig for, at hun var kommet alvorligt til skade, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, til TV2 ØSTJYLLAND.
Helt så galt tyder det heldigvis ikke på, at det gik. Ifølge politiet er kvinden umiddelbart sluppet billigt.
Sammenstødet mellem de to cyklister skete, da den ene forsøgte at overhale den anden.
Læs også
Den anden part er sluppet helt uden skader.
Uheldet og afspærringen af den ene vejbane skabte kø på stedet, indtil der var ryddet op, og ambulancereddere var færdige med deres behandling af kvinden.