Hyldest til Kim Larsen: Vej skifter navn til Rabalderstræde
Vejen 'Rabalderstræde' er ikke kun en hyldest til Kim Larsens musik. Det er også ment som et opråb til at få lidt mere brag og ballade ind i hverdagen
En stikvej i Aarhus-forstaden Åbyhøj skifter navn.
I tyve år har den heddet Sprællemandsvej. Nu skifter den navn til Rabalderstræde.
- Det er, fordi vi er opvokset med den gode Kim, siger Ib René Jensen.
I huset - der officielt ligger på Johannes Skjoldborgs Vej - bor Ib René Jensen med sin tvillingebror Bo.
Der har de boet de seneste 30-40 år.
- Vi er født på Trøjborg, siger Ib René Jensen.
Skiltet blev vendt
Selv om stikvejen har skiftet navn, er skiltet det samme.
- Vi vendte skiltet og fik skrevet Rabalderstræde på den anden side, siger Ib René Jensen.
Han er en af de mange danskere, der har fulgt Kim Larsen det meste af sit liv.
- Jeg kan mest huske Gasolin fra mine unge dage. Men jeg er fulgt med op igennem tiden og hører alt hans musik. Når der er Kim Larsen i radioen, så lytter man, siger Ib René Jensen.
Lørdag var Ib René Jensen med i mindeoptoget for Kim Larsen i Aarhus. Rabalderstræde-skiltet havde han med under armen.
- Folk var helt vilde med det skilt. Man kan komme til at overmodellere det hele, men aftenen var så fin en oplevelse, siger Ib René Jensen.
Læs også
Da han kom hjem, var det kæresten Kate, han tog under armen.
- Vi fandt et gammelt kassettebånd med Kim Larsen og Bellami. Det dansede vi rundt til, siger Ib René Jensen.
Rabalder på den gode måde
At stikvejen skal hedde Rabalderstræde er ikke nogen tilfældighed.
- Rabalder er et brag med lidt ballade rundt omkring. Ikke på den onde måde, det skal være rabalder på den gode måde, siger Ib René Jensen.
Rabalder er for eksempel at sætte en sofa og noget spærrebånd op, der blokerer vejen.
- Folk synes, at det er sjovt, at der lige pludselig sker noget. Rabalder behøver ikke at være grimt. Det kan vække nysgerrighed. Det får folk til at vågne lidt op, siger Ib René Jensen.
Med sin trang til rabalder har han selv lidt svært ved at forklare, hvordan han er endt på en fredelig villavej i Åbyhøj.
- Jeg har en drøm om, at alle i Åbyhøj kunne klippe vores hække ned i stedet for, at vi alle har en trailer og græsslåmaskine stående. Hvorfor kan vi ikke dele de ting. Så bliver naboerne helt tørre i øjnene, når jeg siger det, men jeg kunne rigtig godt tænke mig det, siger Ib René Jensen.
Herunder kan du få et genhør med Rabalderstræde: