Varsler ballade før AGF-kamp

Fodboldhooligans varsler ballade i forbindelse med dagens AGF-kamp. Politiet tager ingen chancer.

Københavnsk politi tager ingen chancer og står stand-by med fuldt beredskab, hvis det værst tænkelige skulle ske, når AGF i dag gæster Gentofte Stadion til mødet med bundholdet i 1. division, HIK.

Informationer fra det danske hooligan-miljø peger ifølge Århus Stiftstidende på, at der er alvorlige øretæver i luften før, under og efter kampen.

Voldelige fangrupper fra FCK, Lyngby og B1903 forventes at møde talstærkt op for at komme i slagsmål med de tilrejsende AGF-tilhængere.

- Vi har fået meldinger om, at omkring 150 såkaldte 'casuals' alene fra FC København vil møde op til kampen, og at der på forhånd er aftalt slagsmål med lignende typer fra AGF. Politiet tager det heldigvis meget alvorligt og møder talstærkt op, så vi håber inderligt, at der ikke bliver ballade. Men alt peger desværre på lidt af et brag, siger direktør for HIK's professionelle afdeling, Nicolai Kaas-Heilmann, til avisen.