Varmeværk skal repareres før tid

En stor del af regningen ender hos forbrugerne

Studstrupværket skal repareres for over en halv milliard kroner. Af den halve milliard skal aarhusianerne betale de 285 millioner kroner. Det skriver P4 Østjylland.

- Den udgift kommer bag på de aarhusianske politikere, for værket skulle egentlig kunne køre indtil 2015, siger venstres Eigil Rahbek, medlem af Teknisk Udvalg i Aarhus til P4 Østjylland.

Men ifølge Eigil Rahbek er der ikke noget alternativ:

- Det er kostbare dele, men hvis vi siger nej, så er det os, der står med ansvaret for forsyningsikkerheden, siger han.

Forvaltningen i Aarhus regner med, at reparationen vil koste omkring 50 kroner ekstra om året per husstand.