Varm og regnfuld pinse
Varmen fortsætter, men tordenvejr lurer
Mens lørdag er varm og tør, ser de kommende dage ud til at byde på regnvejr.
Når 12.000 løbere søndag skal ud på de aarhusianske veje for at prøve kræfter med et halv maraton, kan de risikere, at enkelte byger vil køle dem af undervejs.
Søndag kommer til at byde på flere skyer end lørdag, og der vil være risiko for byger allerede om formiddagen, fortæller Ellen Nybo fra TV 2 Vejret.
Ud på eftermiddagen er der stor risiko for byger ved Silkeborg og Horsens, hvor der også kan komme torden og lyn.
Temperaturen kommer til at ligge på 22-24 grader.
Mandag bliver flot med meget sol og ingen byger, mens regnen formentlig vender tilbage på tirsdag, hvor der også er risiko for torden og lyn.
Både mandag og tirsdag vil temperaturen komme til at ligge omkring de 25 grader.
Du kan se hele vejrudsigten i indslaget over artiklen.