Varm luft har kurs mod Danmark - rammer os i weekenden
Det er dog fortsat usikkert, hvor stabilt vejret bliver.
Onsdag er der kun tre dage, til sommeren starter ifølge kalenderen. Ikke desto mindre blæser meget kold luft for årstiden ned over Danmark fra nordvest og giver dagtemperaturer på mellem 11 og 15 grader.
Går man derfor og sukker efter varmere vejr, så er der håb at hente i vejrprognoserne.
Læs også
Det bliver varmere i weekenden - men det kan blive ustadigt
I første omgang går vi dog fortsat en række ustadige dage i møde med køligt vejr.
Onsdag bliver der plads til solen, men temperaturerne når ikke meget over 13-14 grader, så det vil føles koldt, hvis ikke man har varmt tøj på.
Torsdag bliver det lunere, men til gengæld skal et regnvejr passere landet i dagens løb.
Fredag bliver igen en dag, hvor der kommer regn til dele af landet - og herefter kan det efterhånden blive varmere.
Lørdag starter formentlig med regn, inden det efterhånden klarer op i det meste af landet. Især over den sydøstlige del af landet kan varm luft sende temperaturerne på den 'rigtige' side af 20 grader, mens det fortsat vil være noget køligere i den nordvestlige del af Jylland.
Læs også
Sommervarmen kan ramme os søndag
Herefter er der usikkerhed om, hvad der præcis sker, men flere prognoser antyder, at varm sommerluft for alvor kan ramme os på søndag.
I prognosen nedenfor kan temperaturen stige til 23 grader, mens andre prognoser faktisk har vist muligheden for, at vi måske kan få årets første sommerdag, hvor temperaturen når over 25 grader.
Det er dog usikkert, hvor varmt det bliver, og hvor meget sol der kommer. Men på nuværende tidspunkt ser søndag ud til at kunne blive en dejlig varm dag med en del solskin.
Læs også
Mandag kan det blive endnu varmere, inden en front med regn og torden igen vil fortrænge varmen for en stund.
Den højeste temperatur, der er målt i år i Danmark, er 24,4 grader i København 26. april.