Varm luft fra syd strømmer mod Østjylland
Den lune sensommer fortsætter lidt endnu
I den kommende uge er der fortsat ingen grund til at tage hverken jakken eller den tykke sweater frem fra garderobeskabet.
Sommeren nægter nemlig tilsyneladende at slippe sit tag over Østjylland.
Ifølge TV 2 Vejret begynder ugen med en lettere skyet mandag - i hvert fald til at starte med. I løbet af mandagen får solen dog langsomt bedre fat, og efterhånden som ugen skrider frem, stiger temperaturerne yderligere. Dermed kan vi få dagtemperaturer på helt op til 26 grader.
Læs også
Især tirsdag og onsdag tegner til at blive nogle yderst lune og solrige dage.
- Det bliver rigtigt flot sommerligt vejr i september. Vi får masser af solskin og tørvejr, siger TV 2 Vejrets Lone Seir i TV 2 | ØSTJYLLANDs vejrudsigt søndag aften.
Hen imod slutningen af den kommende uge er der udsigt til, at det bliver en smule køligere. Dagtemperaturerne forbliver dog på den lune side af de 20 grader.
Se hele vejrudsigten i videoen øverst i artiklen.