Varm dag undervejs: Op til 30 grader

Tirsdag begynder med skyer, men slutter med sol og høje temperaturer

Det bliver meget varmt tirsdag og onsdag, lyder det fra TV 2 Vejret.

Mandag fik mange østjyder lidt drypregn, men selv om tirsdag flere steder begynder overskyet, skal vi ikke forvente mere af den slags.

- Regn skal vi spejde rigtig langt efter i dag. Til gengæld så får temperaturerne virkelig fart på, siger Cecilie Hother fra TV 2 Vejret.

Læs også Hedebølgen tilbage: Sådan rammer den ekstreme varme Østjylland

- Lidt skyer til at starte med i morgentimerne, men de driver hurtigt videre, og så bliver der rigtig plads til solen og de høje temperaturer.

Termometeret kan vise helt op til 30 grader tirsdag.

Varm tirsdag

Allerede fra morgenstunden vil man i Østjylland kunne mærke en betydelig temperaturforskel sammenlignet med den kølige mandag morgen, og over middag tager temperaturen for alvor fart.

- Ud på eftermiddagen når vi op på 26-27 grader - måske helt op til 30-31 grader lokalt. Det er endnu en rigtig lun sommerdag, lyder det fra Cecilie Hother.

Læs også Flere på skadestuen med hvepsestik: Sådan gør du, hvis du bliver stukket

- De her høje temperaturer fortsætter også, når vi ser frem mod onsdagen. Men det er også noget mere broget vejr onsdag. Der kan også komme byger. De kan være hidsige og med torden.

Ekstrem varme og byger med torden venter østjyderne onsdag.