Varm dag med risiko for byger
Mandagen bliver lun med temperaturer op mod 30 grader og risiko for regn ud på eftermiddagen.
Endnu en lummer dag har taget sin begyndelse. Allerede fra morgenstunden er der over 20 grader mange steder, og temperaturen vil i løbet af dagen kravle op mod de 30 grader flere steder i Østjylland.
- Vind er der ikke så frygtelig meget af, og i løbet af dagen er der varierende skydække, forklarer TV2´s vejrvært Peter Tanev.
De høje temperaturer er for meget for mange, men har haft en positiv indflydelse på badevandet, der ved Randers er målt til 25 grader.
- Badevandet er godt lunt. Nogle vil kalde det varmt, lyder det fra Peter Tanev.
En varm uge
Også tirsdag ser det ud til at hedebølgen fortsætter og vi får temperaturer op til 30 grader.
- Her er der lidt større mulighed for at der kan komme nogle regn og tordenbyger, siger Peter Tanev.
Varmen kommer til at fortsætte ugen ud, siger prognoserne. Dog vil temperaturerne få et lille nøk nedad.
- Det bliver lidt køligere uden, at det dog bliver koldt. Onsdag, torsdag og fredag er stadigvæk tre sommerdage med temperaturer over 25 grader.