Var selv langsom på Uni
Uddannelsesminister var ni år om at læse statskundskab.
"Bruger 9 år på at få sin kandidatgrad. Siger at alle andre skal gøre det på 5".
Sådan lyder anklagen på Facebook mod uddannelsesminister, Morten Østergaard, R. Teksten er vedhæftet et billede af ministeren iført kasket og er delt flere end 1.000 gange på sitet.
Morten Østergaard, der er valgt i Østjylland, står i dag foran at præsentere regeringens uddannelsesreform. En reform som skal få de studerende både hurtigere og billigere gennem uddannelsessystemet. Men selv var uddannelsesministeren altså ni om at læse statskundskab på Aarhus Universitet i stedet for de normerede fem år, men understreger, at han ikke lå samfundet til last.
- Ideen med reformen er jo blandt andet at få de studerende hurtigere gennem systemet, så de kan komme ud på den anden side og betale skat. Jeg var ni år om det, men arbejdede på fuld tid en stor del af tiden og betalte min skat. Jeg brugte ingen af mine fjumreklip, fortæller Morten Østergaard i dag til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Morten Østergaard læste statskundskab fra 1997 til 2006 og arbejdede som markedschef fra 2001-2005 i et privat firma.