Var lukningstruet - men nu er Rys Natteravne landets bedste

Natteravnene i Ry er kåret til årets Natteravneforening 2017

02:29

For et halvt år siden var den lokale afdeling af Natteravnene i Ry tæt på lukning. Foreningen havde svært ved at tiltrække nye medlemmer, men på rekordtid er Natteravnene i byen gået fra at være en lokalafdeling, der skulle afvikles, til en af de mest succesrige afdelinger i hele Danmark. Og nu er de frivillige kåret som årets Natteravneforening 2017.

- Det er da dejligt, og det er vi glade for. Jeg synes også, at det er velfortjent. Der er rigtig mange forældre, der har gjort en kæmpe indsats for at få Natteravnene til at køre i Ry igen, siger Katja Hillers, formand for Natteravnene i Ry.

Katja Hillers, formand for Natteravnene i Ry.

Lige nu findes der 17 afdelinger af Natteravne i Østjylland, men det tal var tæt på at blive reduceret til 16. På en generelforsamling i marts kunne de fremmødte afgøre, om Natteravnene i Ry skulle lukke eller fortsætte.

Læs også Natteravne skaber ro: Nu er Randers et sikkert sted at gå i byen

En måned før var en 16-årig skoleelev blevet angrebet med en flaske brændende benzin ved idrætshallerne i Ry. Den 16-årige og gerningsmændene gik alle i 9. klasse på Mølleskolen centralt i byen.

Paradoksalt blev den såkaldte Ry-sag redningen for den lokale afdeling af Natteravnene, og medlemstallet er efterfølgende steget markant - og nu er afdelingen altså netop blevet kåret som årets Natteravneforening 2017.

01:35

VIDEO: Ry-sagen fik byens forældre til at bakke op om Natteravne. Se video fra den 9. marts 2017 her.

Luk video

Der er trygt i Ry

- Jeg tror, det betyder meget for de unge mennesker, og det betyder også meget for forældrene, og så tror jeg også, at det betyder noget for byen, at vi på en eller anden måde kan vise, at vi er her, og at der er faktisk trygt i Ry, siger Katja Hillers.

Fakta om natteravne

4.000 Natteravne skaber tryghed landet over.
Det er Natteravnenes primære formål, at bidrage til øget livsglæde, trivsel og gode fællesskaber især blandt børn og unge.
Derudover ønsker Natteravnene at skabe øget social værdi og være forebyggende gennem voksen tilstedeværelse, ansvarlighed, engagement og omsorg.
Kilde: natteravnene.dk

Bent Feld Jakobsen er frivillig i Natteravnene, og han glæder sig over den positive udvikling, de har været igennem i Ry.

- Det begyndte jeg allerede at overveje sidste efterår, fordi jeg har børn på 12 år, som snart skal til at ud på gaderne, og jeg vil gerne vide, hvad der foregår rundt omkring i byen, så derfor tænkte jeg, at det var naturligt at deltage i Natteravnene for at komme ud og se, hvad der sker. Og det, synes jeg, har været en rigtig positiv oplevelse, og jeg har fået etableret gode forbindelser til andre natteravne og hørt fra nogle af dem, der har ældre børn om, hvad der foregår, og hvordan de tackler deres ældre børn, siger Bent Feld Jakobsen.

Natteravnene i Ry består i dag af knap 110 medlemmer, hvoraf de ca. 70 er aktive medlemmer og ca. 20 er nye medlemmer, som er kommet til foreningen gennem de seneste par måneder.