Var handicappede for én dag: Nu gør de noget ved problemerne

Politikerne i Østjylland er flere gange gennem de seneste år rykket ud i virkeligheden for at afprøve borgernes hverdag. Og det nytter noget

04:47

Hvordan er det mon at være blind i Hinnerup? Og hvor svært er det at benytte handicaptoiletterne i Ebeltoft? Det er blot nogle af de spørgsmål, som politikerne i Favrskov og Syddjurs Kommuner har testet i løbet af de seneste år. Deres erfaringer bliver efterfølgende brugt.

For det er nemlig noget af en øjenåbner for politikerne, når de er ude og afprøve borgernes hverdag.

Det gav et voldsomt chok for nogen den dag. Det er en af de aktiviteter fra min byrådskarriere, som jeg husker tydeligst.

Isabell Friis Madsen (S), Favrskov

- Det gav et voldsomt chok for nogen den dag. Det er en af de aktiviteter fra min byrådskarriere, som jeg husker tydeligst, siger byrådsmedlem i Favrskov, Isabell Friis Madsen (S), til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun var med blandt de politikere, der testede livet som handicappet i Hinnerup for efterhånden seks år siden. Deres oplevelser har hjulpet, lyder det i dag.

Læs også Handicapkørsel med nyt selskab igen: Forældre frygter det værste

- Det er en af de ting, vi vægter højest, at de kan se, hvor trappetrinene er, og at de er markeret med noget, der ikke regner af, siger Formanden for Handicaprådet i kommunen, Bente Clausen, eksempelvis om de nye gule markeringer på trapperne.

Gelænderne ved selvsamme trapper er ligeledes blevet forbedret, så de hjælper de svagtseende og blinde i højere grad end tidligere.

Svært at sætte sig ind i

- Vi har fået en aftale med forvaltningen om, at når man sætter gelændere op, så skal der være et stykke ind, så kan de mærke som svagtseende, at nu går trappen op, forklarer Bente Clausen til TV2 ØSTJYLLAND.

Sådan her ser mange af de nye trapper nu ud i Favrskov Kommune. 

Sidste år var byrådspolitikere fra Syddjurs Kommune også ude og afprøve forholdene for handicappede i Ebeltoft.

Det sværeste var overhovedet at komme ind på handicaptoilettet, og det kan ændres med så små midler og lidt omtanke. Det fik os til at tænke os om.

Kirstine Bille (SF), Syddjurs

- Det er svært at sætte sig ind i. Virkeligheden er anderledes, når man afprøver den som handicappet, lød den dengang fra borgmester Claus Wistoft (V).

I samme ombæring afprøvede byrådsmedlemmet Kirstine Bille (SF) byens handicaptoiletter med et nedslående resultat til følge.

Kan ændres med små midler

Et høj kant ved døren gjorde det svært bare at komme ind på toilettet, der manglede holdere ved selve toilettet, og håndvasken sprøjtede med vand ud på politikeren i kørestol. Alt dette er der nu rettet op på.

- Det sværeste var overhovedet at komme ind på handicaptoilettet, og det kan ændres med så små midler og lidt omtanke. Det fik os til at tænke os om, og når vi fremadrettet laver nogle ting, så er der tænkt over, om det er tilgængeligt og handicapvenligt, siger Kirstine Bille.

Læs også Handicappedes husleje steget med flere tusinde kroner

Og fremover vil Kristine Bille og formentlig også de øvrige østjyske lokalpolitikere gerne endnu mere ud i virkeligheden og afprøve nogle af de ting, de beslutter i byrådet.

- For eksempel vil jeg tage ud og mødes med nogen, når vi er i gang med nye projekter, nye byggerier og nye vejanlæg. Jeg kunne tænke mig nogle trafiksikkerhedsforløb, hvor man tager ud og kører på vejen selv. Det er i virkeligheden nogle meget simple ting, som man når at tænke med ind i beslutningen, hvis man har set det og har stået der.

Du kan se mere om politikernes oplevelser ude i virkeligheden i indslaget øverst på siden.