Vanvidsbilist stak af fra politiet efter afhøring
To mænd forsøgte i går at flygte fra politiet med særdeles hasarderet kørsel gennem Randers. Den ene er nu anholdt. Den anden flygtede fra afhøringslokalet
En patrulje blev i går eftermiddags kl 17.17 opmærksom på en bil med to mænd på 29 og 32 år, da den lavede et underligt sving på Havrevej i Randers NV, og betjentene besluttede at standse bilen.
Men i stedet for at stoppe for politiet, satte mændene farten op og kørte af sted i høj fart med politibilen i hælene.
- Vi formoder, de flygter, fordi de er påvirkede og i besiddelse af stoffer, lyder det i dag fra kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen.
De to mænd kørte under forfølgelsen over for rødt og i fuld fart over flere kryds uden at sænke farten. Ved et af krydsene ramte de en anden bil, og føreren, en mand på 53 år, slap med skrækken, og de to mænd fortsatte deres vanvidskørsel.
Læs også
- Det er tale om meget hasarderet kørsel, og det er meget heldigt, at ingen kom til skade under vanvidskørslen, siger kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Betjente valgte at stoppe jagten
Da flugtbilen til sidst kørte lige over en rundkørsel med omkring 110 km/t, valgte betjentene af sikkerhedshensyn at stoppe jagten. Kort efter opdagede de dog bilen stå på Hirsevej, hvor den var kørt ind i en lygtepæl.
Læs også
Betjentene hoppede ud af bilen og satte til fods efter de to mænd, der stadig var på stedet. Det lykkedes til sidst betjentene at løbe begge mænd op, der blev anholdt kl. 17.20.
Da begge personer virkede påvirkede af narko, blev de både sigtet for narkokørsel og for at bringe andres liv i fare ved vanvidskørsel.
Flygtede under afhøring
Betjentene havde under jagten til fods set mændene kaste noget fra sig, og derfor blev en hundepatrulje tilkaldt. Politihundene snusede sig hurtigt frem til en pose narko omkring anholdelsesstedet, som mændene også fik en sigtelse for at besidde.
Det lykkedes i går kl. 21.00 den 32-årige mand at flygte fra politistationen i Randers på Dragonvej, mens han sad til afhøring. I et øjebliks uopmærksomhed fra betjentenes side sprang den 32-årige ud af vinduet ned i gården og fik på en ukendt måde forceret porten.
Læs også
- Sådan noget må selvfølgelig ikke ske. Vi skal undersøge de nærmere omstændigheder og se på om der er nogle procedurer der skal ændres, siger Jakob Christiansen om den 32-åriges flugt.
Østjyllands Politi kender identiteten på manden og leder lige nu efter ham.