Vandstanden får sejlklub til at holde vejret: Det er slemt
Søndag aften er der i den grad højvande i Horsens
Søndag aften står vandet ved sejlklubben i Horsens, nu så højt, at der skal mere end bare gummistøvler til, hvis man skal bevæge sig rundt i området.
145 centimeter højere end normalt er det lige nu, og det forventes, at det kommer til at stige yderligere. I Horsens Sejlklub kæmper de søndag aften med at holde vandet væk fra deres faciliteter.
- Det er meget slemt, og det er kommet meget hurtigt. Det er tæt på det, som vi kan klare, siger formand for sejlklubben i Horsens Bjarne Hansen.
Det er ikke hverdagskost med så store oversvømmelser i Horsens. Bjarne Hansen skal kigge over et år tilbage for at huske noget lignende, og han frygter, at det bliver værre i aften.
- Jeg skal halvandet år tilbage for at huske noget, der var tæt på det her, og det bliver muligvis lidt højere denne gang. Sidste gang var absolut max, så vi er meget spændt på det , fortæller Bjarne Hansen.
Ifølge DMI topper vandstanden i de danske havne fra klokken 20.00 og frem til midnat, og så længe udstyret vil fungere, så bliver Bjarne Hansen på kajen for at pumpe vand ud.
- Vi bliver her, og hvis vi kan holde vandet ude og pumperne kørende, så bliver vi ved indtil vandstanden er faldet, og hvis det bryder sammen, så mødes vi i morgen og ser, hvordan vi kan få det ryddet op, siger Bjarne Hansen.
En dag med forberedelser
De høje vandstande i de danske havne kommer efter stormen Ingolf natten til søndag blæste landet godt igennem. Det fik DMI til at varsle om vandstandsstigninger søndag.
Læs også
Derfor har der dagen igennem været forberedelser i Østjylland, så folk var klar, når vandet kom. I Hou blev der blandt andet delt sandsække ud.
- Vi forventer, at vandet kommer ind over kajkanten og ind mod byen, så vi har skaffet 2.000 sandsække, som vi udleverer til borgere, hvis de skulle få brug for det hernede, fortalte Anders Jensen fra Østjyllands Brandvæsen tidligere i dag.