Nyt våben: Her er havnens nye, mystiske fartøj

Et lille skib med indbygget skraldespand begynder i dag at samle affald i Aarhus Havn.

00:31

VIDEO: Her kan du se vanddronen blive søsat.

Et nyt våben er blevet sat ind mod affald i Aarhus Havn. Kommunen har nemlig investeret i en vanddrone, der blev søsat fredag.

- Det er en flydende skraldespand, der samler affald op i vandet, siger Bo Fristed, der er chef for afdelingen Innovation, Teknologi og Kreativitet i Aarhus Kommune.

Læs også Vanddrone sættes ind i kampen mod olie og affald i vandet

- I første omgang vil den bare samle affald, men i næste fase vil den samle olie og benzinrester op, som konstateres af en flyvende drone, den vil samarbejde med, fortsætter han.

Den første i Danmark

Vanddronen er den første af sin slags i Danmark, og den finder selv rundt i vandet og finder det affald, den skal samle op.

Samtidig kan kommunen begrænse området, den skal arbejde i, med et digitalt hegn. På den måde har de altid styr på det lille, nye skib.

Jeg frygter lidt, at folk begynder at fodre den, men jeg håber da meget, at folk kan lade den passe sit arbejde.

Bo Fristed, chef for Innovation, Teknologi og Kreativitet

Derfor mener Bo Fristed, at det er et rigtig smart stykke teknologi, kommunen har investeret i.

Alligevel frygter han, at folk kan finde på at drille dronen.

- Jeg frygter lidt, at folk begynder at fodre den, men jeg håber da meget, at folk kan lade den passe sit arbejde, siger han.

Læs også Aarhus Havn vil være helt grøn

Vanddronen er cirka 1,2 meter lang og 80 centimeter bred. Den fungerer på den måde, at den har en stor mund, hvor affald kan indsamles, når dronen sejler over det.

Aarhus Havn vil være grøn

Tidligere har Aarhus Havn meldt ud, at det skal være slut med forurening på Aarhus Havn, når kalenderen viser 2030. Sådan lyder målsætningen i en ny strategiplan, der i første omgang løber frem til 2024.

Om den nye strategi sagde havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen dengang til TV2 ØSTJYLLAND.

- Der er uden tvivl nogle forretningsmæssige muligheder i at satse på miljøet, og dem vil vi selvfølgelig kapitalisere på. Men samtidig føler vi også et ansvar for samfundet, siger han.

I røg og damp. Den vending kan ende med at blive fortid i Aarhus Havn.

Samtidig er det også målet, at Aarhus Havn vil være den mest bæredygtige havn i Østersø-regionen i 2024.

- Der er mange havne, der har et ønske om at være med i den grønne omstilling. Så der er skarp konkurrence. Men jeg synes godt, at vi kan tillade os at være ambitiøse. Så kan det godt være, at vi skal begrænse målsætningen på et tidspunkt, men barren skal sættes højt, hvis vi vil have landvindinger, lyder det fra Jakob Flyvbjerg Christensen.